Nu er det 3. sommer i vores hus – og have :-). Der er 1000 ting vi gerne vil. Der er mange ting vi har gjort de foregående 2 år – bl.a. etablering af køkkenhave og hønsehold. Vi har fået draget os lidt erfaringer, i 2 meget forskellige vejrmæssige somre – så vi er spændte på, hvordan denne sommer kommer til at blive.
Vi ønsker en så spiselig have som mulig, for – i højere grad – at kunne slippe for at købe grøntsager, krydderurter mv. Bare dét, at have et veletableret krydderurtebed sparer mange gange plastik-indpakkede purløg, persille, basilikum mv.
Vi ønsker også en have, hvor vi ikke skal transportere gren-, hæk- og øvrigt haveaffald væk, men med kompost, krathegn mv. at kunne beholde al bio-affaldet på matriklen til ære for insekter, pindsvin og andet “godtfolk”.
Beskæring af hæk og etablering af krathegn
Vi startede i februar med beskæring af både hæk, et ustyrligt skel af syrener og vores meget store moreltræer. Vi kunne beskære meget mere, men “nøjes”, da det også er et stort arbejde, at få grenaffaldet omsat. Men hækken er kommet ned så den er til at klippe for almindelig mennesker, syren”krattet” minimeret og der er skåret store top-grene af vores moraltræer – så vi forhåbentlig får flere bær i “nå-højde” og får minimeret mængden af bær på jorden, som først falder ned når de rådner.


Hvordan laver vi krathegn
Til krathegn bruger vi grene med en ca. diameter på minimum 3-4 cm og minst halvanden meter lange. Graver huller med pælespade med ca. 40 cm mellemrum, sætter dem over for hinanden med ca. 30 cm mellemrum, hvorefter kviste og grene puttes i.
Til næste år vil grenene i hegnene være sunket, fordi de naturligt nedbrydes, og det vil skabe plads til en del af næste års grenaffald.
Og så til køkkenhaven…
I vores første sommer her havde vi en fin høst af løg, kartofler, gulerødder og rødbeder. Sidste år var der tørke, og det eneste som stort set lykkedes var radiser (først på sæsonen), rucola, babyspinat og krydderurter.
Vi har dog haft STOR glæde af grønkål særligt i efteråret og hele vinteren, samt af små rødbeder og gulerødder som tog revanche i løbet af vinteren.
Resten af sidste sommers projekt selvforsyning gik stort set i vasken – også fordi vi ikke ville poste så mange liter vand i haven, og ikke havde regnvand nok. Det roder vi bod på i år, hvor vi er i gang med at lave tagrendeløsning og skal have en 1000 liters vandbeholder. Så må vi se, om det bliver aktuelt – afhængig af vejet.
Og hvad skal der så i køkkenhaven i år?
Vi gør som de andre år, og forsøger igen med løg (hvidløg, forårsløg, rødløg og almindelig løg), kartofler, gulerødder, rødbeder og grønkål.
I år håber vi også at det lykkes med ærter og bønner.
Også forøger vi med porrer, hvidkål og broccoli.
Vi har et ret stort stykke jord, hvor vi vil lade butternuts brede sig – forhåbentlig.
Hertil kommer krydderurter – purløg, persille, oregano, timian, rosmarin, salvie, citronmelisse og mynte. Purløg og perille er 2 årige planter og gror allerede fint, og de fleste af øvrige krydderurter kommer også selv igen (eller har klaret vinteren).
Tomater skal vi have i vores lille miniaturedrivhus :-).
Det bliver spændende hvordan det går.
Lige nu spirer rucola frem i de 3 kasser vi havde det i sidste år. Vi nænner lige nu ikke, at luge – for vi elsker rucola. Her er løg, som har klaret vinteren. Lige nu spiser vi det som grønt drys. Her er rødbeder og gulerødder fra sidste år, som vi stadig høster af. Også toppene, som smager rigtig dejligt i salat. Og her purløg, som vokser helt vildt fra dag til dag lige nu.
Forspirring i år
I slutningen af marts måned gik vi i gang med at lave forspirringskasser.


8. april – grønkål 8. april – tomater, ærter og bønner
Ud over det har vi forspirret broccoli, hvidkål og butternuts.
Klargørring af køkkenhave og kasser
I denne weekend har vi også kultiveret køkkenhaven, så den er klar til når vi lige om lidt skal plante og så.
Det er ikke meget i denne omgang, for vi kom sent i gang, men vi samler fremadrettet æggeskaller, som vi vil knuse og blande i jorden i vores køkkenhave for at tilføre kalk. Kaffegrums indeholder kvælstof, som giver god gødning til jorden. Vi samler al kaffegrums og blander det i jorden i vores have som gødning. Her et billede af vores næsten plante/så-klar køkkenhave – vi har udvidet med ca. 15 km i år.
Minidrivhus
Vi drømmer om et rigtig stort drivhus og det er også planen at bygge et, men da vi har gang i vores studie/gæstehus-byggeri, nøjes vi med en miniature i første omgang. Vi vil have tomater. Søndag byggede vi vores miniature-drivhus. Måske får det en klat træbeskyttelse og lidt maling, for det er måske ikke så æstetisk. Det er dog bygget af udelukkende genbrug. Vinduer vi havde stående, palletræ, gamle hængsler og stolper – og genbrugsskruer fra min far :-). Så 0 kroners projekt, som forhåbentlig kommer til at huse mange dejlige tomater.

Blomster
Jeg elsker blomster og farver, og sidste år havde jeg mange sommerblomster, som krævede vand i tørken. Den største succes var faktisk de stauder jeg havde købt og sat i potter. Jeg har særligt forskellige slags storkenæb, og jeg har planer om, at bruge min blomsterkrukkeplads primært på stauder, fordi de kommer igen og igen. Man kan også være heldig at få dem billigt eller foræret. De breder sig, og kan blive til flere og på et tidspunkt får jeg måske også etableret den slags “pynte”-bede i haven. Jeg kommer nok også til at drysse lidt frø for at få lidt sommerblomster, men primært tænker jeg, at jeg fremadrettet ønsker flereårige planter, så jeg ikke skal købe nye hvert år.
En af mine storkenæb, som allerede kigger frem, Og her er også en staude (som jeg ikke kan huske navnet på) og stedmoderblomster og i baggrunden weekendens loppefund – som måske bliver et cafébord eller noget :-).
Det var lidt “havedagbog” herfra – måske til inspiration. Jeg glæder mig til sommeren og er spændt på om alle havedrømmene går i opfyldelse i år. Jeg ønsker masser af sol og varme og regnvand på de rigtige tidspunkter og en fin høst – spændende bliver det.
Knus og solskin
Rikke
Skriv et svar